tirsdag den 28. februar 2012

Orangemarmelade med Bergamotte

Så ligger der en lille fræk citrusfrugt i kassen, som viser sig at være en Bergamotte. Og jeg som troede det kun var en aroma til Earl Grey Te! Og hvad skal man lige stille op med den? I en marmelade selvfølgelig, så her kommer en orangemarmelade med Bergamotte. ( Bergamotten kan også være en pomerans)

Bergamotte-Orangemarmelade

  • 1 økologisk appelsin
  • 1 økologisk bergamotte
  • 1 økologisk citron
  • ½ l vand
  • melatin
  • 750 g sukker

  1. De vaskede frugter flækkes på langs i 6-8 smalle både, der snittes i papirtynde skiver på en tallerken.
  2. Frugtmassen overhældes med vandet og koges sagte under låg 40 min. Melatinen røres ud i mosen, der gives et opkog.
  3. Gryden tages af og sukkeret drysses i under omrøring.
  4. Marmeladen bringes atter i kog og koges kraftigt et minut.
  5. Skummes, fyldes i atamonskyllede glas og lukkes med det samme.
  6. Fylder ca. 1 l.

lørdag den 18. februar 2012

Gode grove grøntsager...... og fisk....??

Så sidder jeg igen med en masse forskellige rester fra de sidste ugers singlekasser. Hvad kan jeg bruge dem til og kan de kombineres med en gæstemiddag? Det skulle gerne være noget med fisk, da det er en god fiskemåned. Der er jo R i febRuar.Det kunne de godt! Det blev til følgende:

Braiseret torsk på grønt og rødt. ( 4. personer)

  • 1 fennikel, 3 forårsløg og 1 rød peber skæres i passende stykker.
  • Svitses let i olie og dampes med lidt hvidvin, salt og peber.
  • Herpå lægges 500 g torsk i passende stykker. Torsken pensles med olie, der rives lidt citronskal henover og hældes lidt fløde ved.
  • Det hele braiseres i ovnen ved ca. 200 C til torsken er færdig.

Tilbehøret blev:

Små bolsjebeder med peberrodscreme.

  • Bolsjebederne skrælles, skæres i kvarte og bages ca. 25 min i ovnen med lidt olie og salt.
  • De kommes i en skål og vendes i lidt balsamico og evt. lidt mere olie.
  • Cremen laves af ½ letpisket fløde og ½ cremefraice 18 %.
  • Det smages til med  fintrevet frisk peberrod, salt, peber og sukker.
  • Cremen hældes over de afkølede bolsjebeder lige inden servering og skal IKKE blandes rundt.
  • Kan også laves med almindelige rødbeder i grove stave.

Bagte skorzonerrødder.

  • Rødderne skrælles og skæres i passende stykker.
  • Kommes i et fad med citronsaft, olie og sesamfrø.
  • Bages til de er møre
Hele menuen kan forberedes i god tid, så fisk og skorzonerrødder blot skal i ovnen op til servering. Grøntsagerne braiseres i god tid og rødderne bliver ikke brune hvis de filmes.


Forretten er naturligvis stenbiderrogn på ristet brød eller med blinis, hakket rødløg og creme fraice 38 %

Og desserten i dag blev klassisk jordbærgrød med fløde - altid et hit hos de unge gæster!